Liquid-netværket
Liquid – en sidechain til Bitcoin med fortrolige, hurtige og billige transaktioner
Liquid er et netværk, hvor der benyttes en række forskellige forbundne aktører, herunder onlinebørser og andre Bitcoin-virksomheder, der sammen sikrer, at de bitcoin, der er låst og altså nu findes og kan sendes rundt på Liquid-netværket, er bakket op 1:1. Således fungerer alle disse aktører i et større setup, hvor det vil kræve, at 2/3 + 1 af disse aktører snyder for at afvige fra det 1:1-forhold mellem mængden af bitcoin, som er låst, og mængden af Bitcoin-tokens, som findes på Liquid-netværket. Disse tokens er kendt som Liquid Bitcoin (L-BTC). Liquid betegnes også som en sidechain til Bitcoin.
Egenskaber og sikkerhed
Det betyder også, at Liquid i modsætning til Lightning-netværket er delvist centraliseret, men trods alt i det store hele meget sikkert, da det vil kræve ret mange i en større sammensværgelse for at snyde. Nogle af de ting, som Liquid tilbyder, er fortrolige, hurtige og billige transaktioner med en bloktid på kun 1 minut, ligesom der kun kræves 2 bekræftede blokke for, at en transaktion er endelig. Det er altså som altid en afvejning imellem sikkerhed, transaktionshastighed og pris.
Det er også muligt at udstede andre tokens på Liquid-netværket. Det kan f.eks. være et gavekort, finansielle instrumenter eller en billet til en koncert mv. Det forventes, at den første obligation til at blive udstedt på Liquid vil være den længe ventede El Salvador Bitcoin-obligation, som måske kan være en katalysator for denne type brug af Liquid-netværket.
Disse tokens kan opbevares og sendes lynhurtigt og meget omkostningseffektivt med en høj grad af sikkerhed. Ligesom Bitcoin har man med Liquid også mulighed for at følge transaktionerne i en blokudforsker/block explorer, men f.eks. størrelsen af transaktionen samt hvilken token, der sendes, kan kun ses af afsender og modtager, så der er en ret høj grad af fortrolighed. Uanset hvilken token, der sendes på Liquid, vil transaktionsgebyret altid blive betalt med L-BTC.
Når man snakker om sikkerhed og bruger Bitcoin-netværket som benchmark, kan man få det meste til at lyde usikkert. Det er vigtigt at sige, at Liquid ift. langt de fleste andre ting er utroligt sikkert. Det vil til enhver tid være bedre at have bitcoin på Liquid end f.eks. på en onlinebørs. Du har desuden mulighed for at benytte Blockstreams JADE hardware-wallet og altså sikre, at dine private nøgler bliver genereret offline og dermed yderligere sikre din Liquid-tegnebog.
Kom i gang med Liquid
Herunder er et par links, hvis du ønsker at lære mere eller måske selv vil prøve at bruge Liquid-netværket.
En simpel måde at få L-BTC på, hvis du allerede har BTC, er at downloade Blockstream Green Wallet og sætte en Liquid-tegnebog op. Derefter kan du bruge sideshift.ai BTC/L-BTC, hvor du indsætter en Liquid-adresse, hvorefter du sender BTC til den BTC-adresse, som du får vist på Sideshift. Der er et mindre gebyr, og du vil inden længe modtage sats i din Blockstream Green Liquid-tegnebog. Se links herunder.